Han var ung , omkring de tyve, og han havde engang set godt ud. Det kunne Kinsey se. Men nu var hans krop var dรฆkket af ar, hans ansigt halvt faldet sammen. Det gjorde Kinsey ked af det - og det gjorde hende nysgerrig. Hun kunne se, at han havde store smerter. Men i de tre uger Kinsey observerede hans trรฆning i det lokale center, talte han aldrig.
Men sรฅ, en mandag morgen hvor der ikke var andre i centret, nรฆrmede Bobby Callahan sig hende.
Hans historie var svรฆr at tro: en morderisk biljagt pรฅ en รธde landevej, en vejsidebombe der smadrede ind hans Porsche og fik ham til at vรฆlte ned i en 400 meter dyb klรธft. Han bedste ven dรธde.
Lรฆgerne havde formรฅet at sรฆtte hans krop sammen igen - pรฅ en mรฅde. Det havde hans mors penge sรธrget for. Hvad pengene ikke kunne helbrede var hans sind. Pengene kunne ikke genskabe de enorme bidder af hukommelse som var udslettet af styrtet.
Bobby vidste nogen havde forsรธgt at drรฆbe ham, men han vidste ikke hvorfor. Han vidste, at han havde nรธglen til noget, der gjorde ham farlig for en morder. Men han vidste ikke, hvad det var. Og han fornemmede, at nogen stadig var derude, klar til at angribe ved det fรธrste tegn pรฅ at hans hukommelse var pรฅ vej tilbage. Han havde vรฆret ved politiet, men de havde ikke troet ham. Hans familie mente, at han havde en skrue lรธs. Men han var bange - bange for dรธden. Og han รธnskede at ansรฆtte Kinsey.
Hans historie gav ikke meget at gรฅ efter. Men han var svรฆr at modstรฅ: ung, modig, sรฅret. Hun tog hans sag. Og tre dage senere var Bobby Callahan dรธd.
Kinsey Millhone havde aldrig aldrig svigtet en aftale. Hun var hyret til at stoppe et drab. Nu ville hun finde morderen.