Han var ung , omkring de tyve, og han havde engang set godt ud. Det kunne Kinsey se. Men nu var hans krop var dÃĶkket af ar, hans ansigt halvt faldet sammen. Det gjorde Kinsey ked af det - og det gjorde hende nysgerrig. Hun kunne se, at han havde store smerter. Men i de tre uger Kinsey observerede hans trÃĶning i det lokale center, talte han aldrig.
Men sÃĨ, en mandag morgen hvor der ikke var andre i centret, nÃĶrmede Bobby Callahan sig hende.
Hans historie var svÃĶr at tro: en morderisk biljagt pÃĨ en Ãļde landevej, en vejsidebombe der smadrede ind hans Porsche og fik ham til at vÃĶlte ned i en 400 meter dyb klÃļft. Han bedste ven dÃļde.
LÃĶgerne havde formÃĨet at sÃĶtte hans krop sammen igen - pÃĨ en mÃĨde. Det havde hans mors penge sÃļrget for. Hvad pengene ikke kunne helbrede var hans sind. Pengene kunne ikke genskabe de enorme bidder af hukommelse som var udslettet af styrtet.
Bobby vidste nogen havde forsÃļgt at drÃĶbe ham, men han vidste ikke hvorfor. Han vidste, at han havde nÃļglen til noget, der gjorde ham farlig for en morder. Men han vidste ikke, hvad det var. Og han fornemmede, at nogen stadig var derude, klar til at angribe ved det fÃļrste tegn pÃĨ at hans hukommelse var pÃĨ vej tilbage. Han havde vÃĶret ved politiet, men de havde ikke troet ham. Hans familie mente, at han havde en skrue lÃļs. Men han var bange - bange for dÃļden. Og han Ãļnskede at ansÃĶtte Kinsey.
Hans historie gav ikke meget at gÃĨ efter. Men han var svÃĶr at modstÃĨ: ung, modig, sÃĨret. Hun tog hans sag. Og tre dage senere var Bobby Callahan dÃļd.
Kinsey Millhone havde aldrig aldrig svigtet en aftale. Hun var hyret til at stoppe et drab. Nu ville hun finde morderen.
āđāļĢāļ·āđāļāļāļĨāļķāļāļĨāļąāļāđāļĨāļ°āđāļāļĒāđāļēāļāļ§āļąāļ