Peter på 10 år har svært ved at lade klassekammeraten Johan være. Det er så nemt at mobbe Johan, som har svært ved at sige fra. Peter har det ikke godt derhjemme. Hans far har et voldsomt temperament, og indimellem går det ud over Peter. Nogle gange føles det godt selv at være den stærke.
"Ensom blandt hajer" fortæller om mobberen Peter. "Ensom kriger" er første del af serien, hvor mobbeofret Johan fortæller sin side af historien. Bøgerne kan læses i forlængelse af hinanden eller hver for sig. Eva Wikander (1947-2002) var svensk forfatter. Hun er blandt andet kendt for sine mange børnebøger, som er blevet oversat til flere fremmedsprog. I 1994 modtog Eva Wikander Astrid Lindgren-prisen for sit arbejde som børnebogsforfatter.