I De ny tidertrÃĻffer vi alle mennesker igen, som vi lÃĻrte at kende og holde af i âDaglejerneâ... først og fremmest den rødhÃĨrede Cilius, den storkÃĻftede Cilius, der evindeligt praler af at have slÃĨet en mand til âkrevlâ, den vÃĻldige Cilius, der er fagforeningsformand og med alle sine dundrende fejl er selve underklassens oprørske ÃĨnd. Ham er det, der bÃĻrer bogen.
Og om ham er det, at romanens største begivenheder naturligt grupperer sig. Først strejken pÃĨ cementfabriken, en strejkeskildring, som ikke ligner nogen anden i litteraturen, for her er det ikke vold og sabotage, der frÃĨses i; her er det arbejdernes evne til at sulte, der beundres, og deres urokkelige optimisme, der fejres. SÃĨ er det oprettelsen af en brugsforening, sÃĨ opførelsen af en forsamlingsbygning, og endelig verdenskrigen.