Allerede som toÃĨrig kom pigen for første gang pÃĨ børnehjem. I de følgende ÃĨr er hun skiftevis hos sin psykisk ustabile mor, hos tanter og onkler, i vildfremmede menneskers varetÃĻgt, pÃĨ forskellige institutioner og børnehjem.
Indigo er en forfatters kamp for pÃĨ Ên gang at huske og skrive om en kaotisk barndom. Her er det barnet, der forsøger at huske, og forfatteren, der modstrÃĻbende dykker ned i erindringens mørke og møder fortrÃĻngte og glemte dÃĻmoner.
Pressen skriver:
ÂģDet er hjerteskÃĻrende og tankevÃĻkkende, og det vil fremkalde identifikation og barndomserindringer hos enhver lÃĻser ... Vita Andersens ultraenkle prosa er stÃĻrk, fordi den rammer følelsen og sansningen rent.ÂĢ
**** â Politiken
ÂģIndigo er hjerteskÃĻrende erindringsfragmenter fra en ustabil barndom. Virkeligheden bliver et flimrende hulter-til-bulter af sansninger og tankespring â og det fortÃĻllende jeg opløses for øjnene af lÃĻseren ... Uden Vita Andersen ville verden vÃĻre en meget speciel forfatter fattigere.ÂĢ
â Information
ÂģSkriften og forfattersubjektet synes trods en klar trodsighed og modstandstrang underlagt og determineret af barndommen. Det giver vÃĻrket en appellerende anspÃĻndthed og et sympatisk udtryk af hÃĨbløshed.ÂĢ
**** â Berlingske
ÂģSom i sit øvrige forfatterskab kredser Vita Andersen her om svigt, savn, identitet og kÃĻrlighed. Og hun gør det godt. Romanen hÃĻnger sammen bÃĨde indholdsmÃĻssigt og sprogligt, og de mange og gentagne svigt ... fremstÃĨr ekstra grusomme, fordi de bliver set gennem et hÃĨbefuldt og lidt naivt barns øjne.ÂĢ
â Bibliotekernes Lektørudtalelse
ÂģDet er hjerteskÃĻrende lÃĻsning.ÂĢ
â Midtjyllands Avis