Ken Wilber blev født i 1949 i Oklahoma, USA. Han begyndte sine universitetsstudier i medicin, men skiftede til biokemi. Han var tidligt inspireret af østlig filosofi og blev i stigende grad optaget af tanken om at integrere dele af den østlige filosofiske bevidstheds- og værensforståelse med moderne vestlig filosofi og videnskab. Som 28-årig udgav han den banebrydende bog om bevidsthed ‘Spectrum of consciousness’ (1977), og siden da har han produceret et væld af bøger samt en lang række lyd- og filmoptagelser, der på forskellig vis handler om bevidsthed og helhed i vores måde at forstå os selv og omverdenen på. I samlet flok er Ken Wilbers bøger oversat til omkring 30 sprog, og de anvendes bredt som grundlag for at tænke i kompleksitet og helhed inden for spiritualitet, psykologi, uddannelse, kunst, medicin, business, økologi og bæredygtighed.