Vi har fulgt den fandenivoldske reporter Annika Bengtzon, siden hun blev ansat som journalistelev på Kvällsposten. Nu står papirudgaven af avisen foran lukning, og der venter helt nye udfordringer. I retten følger Annika en bestialsk mordsag med svage beviser. Samtidig er hendes søster forsvundet. Eneste livstegn er en sms: Annika, hjælp mig!
Trods sit komplicerede forhold til fortiden, kan hun ikke sidde søsterens indtrængende bøn overhørig. Annika tvinges tilbage til den by, som hun i sin tid forlod. Til sin mor, til sine minder - og til forældrene til den kæreste, som hun dræbte i selvforsvar på det gamle jernværk.
Med Jernblod afslutter Liza Marklund sin successerie om Annika Bengtzon og overgiver en styrket og afklaret Annika til et nyt livskapitel.
Pressen skriver:
»Vellykket slutspil. ... Det er en afsked med manér. Hvor andre skandinaviske krimiforfattere slingrer lidt rigeligt mellem friskbagte kanelboller og bestialitet, så er Marklund anderledes konsekvent.«
- Weekendavisen
» Uden tvivl en fandens god historie om en kvinde, en branche og et samfund, vi har fået her. «
***** - Ekstra Bladet
»Liza Marklund får læseren op i det røde felt. «
**** - JydskeVestkysten
»Marklund skriver vanligt underholdende.«
**** - Alt for Damerne
»En værdig afslutning på en særlig epoke i nordisk krimilitteratur. «
**** - Politiken