Som historiker har han været med til at forme vores fortælling om Danmark og Sovjetunionen i årtierne under den kolde krig, og som aktiv og fremtrædende debattør har han gennem et langt fagligt liv stået i til tider stormfulde offentlige debatter om denne tid og facetter af dens til tider omstridte historie.
Dermed bliver erindringerne også et blik ind i den tid, hvor holdninger og handlinger gennem den kolde krig skulle graves ud af arkiverne og bringes ud i lyset – en kulturkamp, hvor fortiden ikke var på så lang afstand af tidens aktører, at det ”bare” var historie. Og det bliver et aktuelt blik ind i Ruslands historie og nutid, en fortælling om Rusland, rejser, møder og mennesker, og de tanker, Bent Jensen gør sig om det Rusland, vi ser i dag.