Tredje bind i serien om Ann Lindell
En solrig sommerformiddag pÃĨ en landevej i Uppsala-NÃĪs bliver en ung kvinde og hendes seksÃĨrige datter kÃļrt ned og drÃĶbt. Vejen er lang og lige, og der er fine oversigtsforhold. Desuden er bilisten over alle bjerge - det ligner mord. Samme morgen mÃļder hendes mand, Sven-Erik CederÃĐn, ikke pÃĨ arbejde.
âBilen ramte dem begge med fuld kraft. Barnet blev slynget cirka ti meter vÃĶk og dÃļde nÃĶsten Ãļjeblikkeligt. Moderen blev kastet omkuld, og bilens venstre forhjul kÃļrte hen over hendes krop. Hun levede lÃĶnge nok til, at hun nÃĨede at forstÃĨ, hvad der var sket, at hun kunne have reddet sin datter. Hun nÃĨede ogsÃĨ at opfatte, hvordan den flygtende bil skred ud, da den accellererede og forsvandt mod kirken. - Hvorfor drÃĶber du os? mumlede hun.â
...âRyde lÃļftede det grÃĨ tÃĶppe. Pigens pandeben var revnet. Ã
ke Jansson, den anden uniformerede kollega, snÃļftede. Haver lagde sin arm om ham, og Ã
ke knyttede sine hÃĶnder. Lindell rÃļrte i forbifarten ved hans skuldre, inden hun bÃļjede sig over barneliget. Hun sÃĨ det egentlig ikke, kun de tynde ben, der stak frem, den hÃļjre hÃĨnd, hvor neglene var lakeret i lys rosa, den rÃļde kjoles mÃļnster og det lyse hÃĨr, som var farvet lige sÃĨ rÃļdt. Lindell rejste sig sÃĨ hurtigt, at det blev sort for Ãļjnene. - Ved vi, hvem de er? spurgte hun lige ud i luften."
ÂīUddrag fra bogen
âDen, som kun lÃĶser en kriminalroman om ÃĨret, kan holde op med at lede nu. Kjell Erikssons STENKISTEN er antagelig den bedste, som udgives i Sverige i ÃĨr.â
Dan Kronquist, Hufvudstadsbladet.
ââStenkistenâ er krimihÃĨndvÃĶrk af den fortÃĶttede slags, hvor fortÃĶlletempoet er hÃļjt, sproget letlÃĶst og handlingen sÃĨ medrivende, at bogen er svÃĶr at lÃĶgge fra sig, fÃļr sidste side er vendt."
Lene Kryger, Fyens Stiftstidende
ââStenkistenâ har interessante konflikter, vedkommende mennesker og en bÃĨde gÃĨdefuld og uhyggelig intrige, som rÃĶkker et godt stykke ud over de sÃĶdvanlige krimihistorier ..."
Thomas Harder, Politiken
"... med âStenkistenâ har Eriksson ramt balancepunktet rent ... [han] skildrer deres frustrationer, deres forbitrelse â og deres kÃĶrlighed â med en fin, nÃĶrmest Ãļm indsigt."
Katinka Bruhn, Weekendavisen