Thomas Aquin, også kaldet Thomas Aquinas, (1225-1274) er en af de første og vigtigste teologer og kristne filosoffer. Han har i særdeleshed spillet en rolle i Rudolph Steiners filosofiske retning antroposofien, som også undersøger forbindelsen mellem kristendommen og mysticismen. I løbet af en række foredrag holdt i 1920 beskriver Rudolph Steiner Thomas Aquins filosofi omkring kristendom og mysticisme og sætter det i perspektiv til sine egne tanker.
Foredragene udkom første gang i bogform i 1958.
Rudolph Steiner (1861-1925) var en østrigsk filosof, arkitekt og okkultist, der er grundlægger af den esoterisk-filosofiske retning antroposofien. Han er endvidere kendt for sine pædagogiske teorier kaldet Steinerpædagogikken efter ham selv og hans arkitektoniske teorier. Rudolph Steiner grundlagde både skoler og biodynamisk landbrug ud fra antroposofiens principper og beskæftigede sig endvidere med performancekunst, litteraturvidenskab, social reform og antroposofisk medicin. Han udgav en lang række bøger i løbet af sit liv, og hans teorier og institutioner lever videre i bedste velgående i mange kredse i dag.